Baggrund

Min kone er portugiser, og hver sommer tilbringer familien ca. en måneds ferie hos mine svigerforældre på Algarve kysten i Portugal. (4 uger for mig, lidt længere for resten af familien)

Hvert år har jeg min cykel med i flyveren, og jeg plejer at få kørt ca. 1500 km i løber af de 4 uger jeg er der. Der fint cykeltærræn, med bjerge op til 500 m højde bag kysten.

I efteråret 2007 besluttede jeg, at jeg ville prøve at cykle derned, og tage flyveren hjem. Af hensyn til familien, skulle det kunne gøres på ca. 2 uger, så jeg også ville have 2 uger sammen med familien.

 Der er mindst 3000 km derned, og det mundede ud i en ambiciøs plan om at køre 200 km om dagen i 15 dage. Jeg og min familie bor i det sydlige Danmark, så vi valgte at flyve fra Hamborg i år. Jeg kørte alså til Hamborg og stillede bilen i lufthavnens parkering, og startede cykelturen derfra. Dette afkorter turen ca. 250 km i forhold til at starte hjemmefra, og så havde vi bilen klar til når vi kom hjem med flyveren.

Budgettet er lavt, så der var ikke noget med at sove på hotel. Planen var at sove vildt i skoven, og tage på campingplads en gang imellem.