Udstyr

  • Min gamle Cicli B Crook med 9 speed Ultegra. Solid og ikke særlig let Alu-ramme.
  • Alu bagagebærer, kom ned på 350 g ved at skære klappen af, som var af stål.
  • Forhjul: Fik et gammelt hjul af en kollega, hvor fælgen ikke var for slidt. Til gengæld måtte jeg skifte navet. Det satte jeg bare det billigste på som jeg kunne finde, nemlig Shimano Deore. 32 rustfri egere, 2mm.
  • Baghjul: Vinterhjul, som jeg også selv har bygget. Tiagra nav, Rigida fælg og 36 rustfri egere, 2mm.
  • Dæk: Continental GP 4000, 25 mm.  
  • Gearing: 38-48 foran, 12-27 bag.
  • Bremseklodser: foran: Kool-stop de tofarvede. Disse var jeg meget glade for på trods af prisen, da de virkelig kan bremse. Bagpå: BBB's de billige.


Bagagen fordelte sig på følgende enheder:

  • Pose med liggeunderlag (på bagagebæreren)
  • Mulepose med sovepose og tøj (på bagagebæreren)
  • To stykker presenning rullet sammen, et til telt-tag og et til gulv (på bagagebæreren) 
  • Lille taske med værktøj (spændt på rammen lige over kranken.
  • En lille taske foran til småting, tjener også som kortholder.
  • Lommerne på min cykeltrøje, hvor jeg altid havde følgende: Kamara, mobil, pas, penge, kreditkort, lommekniv og læbepomade. Jeg tjekkede altid indholdet af lommerne hver gang jeg forlod et sted.

 Her ser man bagagen stablet op på bagagebæren. Selvom der ikke er meget, fortrød jeg alligevel at jeg ikke havde valgt den traditionelle løsning med et par sidetasker. Hver gang jeg skulle have noget i bagagen skulle jeg praktisk talt afmontere det hele og hive alt ud af muleposen for at finde det jeg skulle bruge. Den orange pose er liggeunderlaget. Jeg havde planlagt at købe et der var mindre, men endte alligevel med at købe dette som faktisk er meget komfortabelt.

Rammen er født med gevindhuller til bagskærme, som jeg brugte til montering af bagabæren. På bagstagene anvendte jeg et sæt beslag netop til montering af bagabærer. Både dem og bagagebæren er købt ved RoseVersand. 

Den lille taske over kranken indeholdte værktøj. Det var et fint sted at anbringe det, men kædeolien skulle nok have været anbragt et mere tilgængeligt sted, da den skulle bruges mindst en gang om dagen.

 Konen har ofret en lille håndtaske, som jeg lavede om til styrtaske. Monteret vha. et beslag til montering af drikkeflaske på styret. Forlygten er en pandelampe med to dioder, som er sat fast om taske og frempind. Som man kan se, sidder kortet med to bukseelastikker - en om låget på tasken og en om styret. Det virkede fint. Mine kort var delt op i 3 pakker i hver sin plastiklomme: Tyskland, Frankrig og Spanien.

Tekniske problemer undervejs

  • 2 punkteringer
  • byttede om på for- og bagdæk halvvejs, men dette var planlagt, og kan derfor ikke rigtigt kaldes et problem.
  • justering af bagskifter. Dette drillede lidt, men det viste sig at være fordi jeg havde skruet justeringsskruen helt ud af gevindet på skifteren.
  • Jeg blev nødt til at rense kæden ordentligt af en enkelt gang undervejs.
  • Der er ingen løfte-dingenoter på den 48 tands Stronglite klinge jeg havde købt. Det skiftede rimeligt da jeg kørte hjemmefra, men efterhånden som det hele blev mindre rent og mere slidt, blev det svært at skifte fra lille til stor klinge.